WE'RE NOT YOUR JANITORS, WE'RE THE KEYS

søndag, november 13, 2005

Årets AWAY!!!11

Efter endnu længere tids radiotavshed end sidst (faktisk skandaløst lang) melder Kopenhagen Keys sig atter på net. Denne gang er det Ace, der diverterer med beretninger oplevet i det fjerne Jylland.

Keys på AWAY?? Det er sjældent det sker, og foruroligende tæt på at være uplastisk. Dog var turen heldigvis gratis, og kampen blev set fra VIP-loungen. I modsætning til tidligere er det ikke primært oplevelser fra tribunen, der underholdes med, nej, Ace går også Mandagstræneren i bedene, og begår et ganske kedeligt kampreferat, der i øvrigt udmærker sig med en hel del bedske betragtninger om de gennemsnitlige stive FC'ere på udebanetur. Det må konstateres, at det ikke lige er the cop of tea for Ace.

Velan, god appetit.

Thorbjørn

Esbjerg - FC København, 5. november 2005

Årets AWAY!!!11

Ja, dét skal sandsynligvis tages ganske bogstaveligt, når der er tale om et medlem fra Kopenhagen Keys, da vi som 100% plastik- og sofafans kun sjældent følger holdet på udebaneture og i stedet dyrker vores sædvanlige stemningsnyderi foran fjernsynet.

Tak til DSB
Deres udsendte havde dog fået en sjælden chance for at se en udekamp under mere magelige forhold, end den gennemsnitlige københavner udsættes for i Jylland på jordvolde a la Silkeborg Stadion, hvor Keys sidst havde et større kontingent på away (hele tre mand). Erindringen om den tur i ikke-voksenbes med fanclubben gjorde i øvrigt, at jeg var godt tilfreds med at lade DSB transportere mig tværs over landet, da man i toget (på trods af pladsbillet i børnekupé) ikke oplever lige så megen infantil og overgearet sinkeopførsel som fra bessernes bagerste rækker.

Årsagen til hele turen var en invitation fra min kærestes far, Esbjerg-fan, til undertegnede og min kærestes bror, FCK-fan, om at komme til Esbjerg og se kampen i forbindelse med et VIP-arrangement. Værterne havde jo i den grad revanche til gode efter 5-1 i Parken seks uger forinden, og vi var naturligvis skråsikre på en gentagelse af dén kamp. Tre mand høj ankom vi til Esbjerg Idrætspark og fandt vores pladser i mødelokalet blandt et par hundrede sponsorer, inviterede erhvervsfolk og lignende.

Vi sad blandt andet til bords med en repræsentant fra Divisionsforeningen, der erklærede, at hun håbede, Esbjerg vandt, så spændingen i ligaen kunne bevares …

Hyggestund med Jørgen
Esbjergs formand, Jørgen Jensen sad der også, og jeg fik en hyggelig snak med ham om Esbjergs muligheder i forhold til FCKs for at begå sig i ligaen. Han mente naturligvis ikke, de kunne konkurrere på økonomien, men på grund af Ove Pedersens fantastiske kendskab til stort set alle spillere i de lavere rækker i Danmark, og hans evne til at finde de helt rigtige talenter, kombineret med indkøb af dygtige, billige spillere fra udlandet som Fredrik Berglund og til dels Michael Murcy, har de jo alligevel klaret sig ganske udmærket. Desværre var Ove Pedersen en uge forinden blevet præsenteret som ny træner i Galehuset AGF.


Jørgen Jensen, formand for EfB

Vi talte også om Esbjergs unge brasilianer Thiago, der har haft en omtumlet tilværelse i Vestjylland, da der har været tvivl om reglerne omkring kontrakter med udenlandske spillere under 18 år. Hvis ikke DBU giver en dispensation må han formentlig rejse hjem – eller videre til en af de europæiske topklubber, der angiveligt har en forhåndsaftale med spillerens agent om at skrive kontrakt med ham på et senere tidspunkt. Vi blev enige om, at det nok er de færreste klubber, der har seniortruppens nummer 10 rendende rundt på ynglingeholdet og med en udsigt til førsteholdsdebut, der strækker sig over mindst et år endnu!
Solid kost og taktisk oplæg
Inden skipperlabskovsen blev serveret, var der taktisk oplæg ved Ove Pedersen, der først og fremmest kunne glæde sig over at kunne stille med samme startopstilling for tredje kamp i træk. De skulle så fortsætte den gode stime efter 0-0 mod Brøndby og 2-0 over Nordsjælland ovenpå en lang række skuffende resultater og drastisk fald i tabellen. Konkurrencen om at tippe dagens resultat og tilskuertal sprang vi københavnere over, da præmierne var gavekort til Esbjerg-shoppen, og koncentrerede os i stedet om at drikke gratis fadøl.
Kedeligt kampreferat, første halvleg
Til kampen havde vi rigtig fine pladser med et godt udsyn over det ganske flotte stadion og nydelige bane. Københavns medrejsende fans bag det ene mål var fra kampens begyndelse klart mere tydelige i lydbilledet end modstandernes i den modsatte ende, men desværre forplantede entusiasmen sig ikke til spillerne på banen. En ukoncentreret, lad og til tider arrogant indstilling til kampen resulterede i, at man fortjent kom bagud med både 1-0 og 2-0 med få minutters mellemrum ved to gennembrud i højre forsvarsside, hvor Lars Jacobsen ikke kom med tilbage. Gravgaard fik reduceret efter en dødbold, men den normalt så stærke Lars Jacobsen gjorde sig igen uheldigt bemærket, da han efter et kort, nonchalant tilløb skød et svagt straffespark, som Jan Hoffman nemt kunne klare.

Pause med tristesse
2-1 ved pausen og Torben Storm, Glistrup, Don Ø og ”den nye Zlatan”, ynglingespilleren Erton, sad og så triste ud i VIP-rummet. Kent Nielsen og Viggo Jensen, trænere for Esbjergs to næste modstandere, var også til stede og så nok med en vis bekymring på den opblomstring Berglund viste på banen med hurtighed og en konstant opsøgen af chancerne.
Kedeligt kampreferat, anden halvleg
2. halvleg blev en lidt tam affære, indtil hjemmeholdet af ukendte årsager trak sig tilbage på banen og gav plads til FCKs opspil, der ellers havde været utroligt nemt at ødelægge ved pres fra bare en eller to spillere. Esbjerg kom på 3-1 efter et kiks af Svensson, og Murcy fik noget tvivlsomt annulleret et mål for offside, efter han ellers sparkede en ripost ind på sin første berøring. Først til sidst kom gæsterne frem til nogle lidt tilfældige chancer, men desværre rettede Hoffmann op på sin smørfinger-kamp i Parken med en række glimrende redninger. Ikke engang et par hjørnespark, akkompagneret af et ensomt nøglebundt fra langsiden, gav pote. Hjemmeholdets tilskuere fik så den fremragende idé at råbe ”FC Zulu” til de sortklædte københavnere som hævn for ”Are you Zulu in disguise?”…
Ace er ikke fanatic
Det blev kun overgået i tåbelighed af de ”fanatiske” Kbh’ere, der følte trang til at kaste romerlys, lightere og mængder af fadøl efter dommeren, der i øvrigt stod lige ved siden af Álvaro. Jeg var nærmest glad for, at jeg sad i fjendens lejr. Her kunne jeg nøjes med at skulle svare på ”A’ hvem mon du hold’ mæ?” og slippe for at se folk drikke sig stive i bussen på vej fra København, sove på en jordvold under hele kampen og så drikke sig stive i bussen på vej hjem igen! Det skal de da have lov til, det er bare ikke lige mig og bliver det heller aldrig.
Kopenhagen Jinxers
Alt i alt en skuffende kamp, hvor angrebet ikke fik meget at arbejde med, midtbanen leverede et utal af helt uprovokerede fejlafleveringer, især fra tidligere (og måske kommende?) scapegoat Martin ”Blondie” Bergvold, og de fem bagerste spillede en usikker og ukoncentreret kamp. Nogle af de bedste i denne sæson, Bo, Lars og Jesper, svigtede fuldstændig, ”men der skal selvfølgelig også være plads til en offday”, ”nederlaget måtte jo komme”… Ja, men sgu da ikke lige når jeg for en gangs skyld tager helt til Vestkysten for at se kamp!!!1

Nå, Kopenhagen Keys er nok bare kæmpe jinx’ere, fordi vi slet ikke har den rigtige, fanatiske away-ånd i os (her må det tilføjes, at Thorbjørn også har været i Esbjerg. Også her blev der jinxet, for 0-0-resultatet dengang var nær ved at koste mesterskabet, det mesterskab, som Hjalte reddede hjem i 93. minut, -red.). En ting er sikkert: Til næste udekamp i ligaen mod AaB er vi på plads igen…foran fjernsynet.

Kom vildere!!!

Eskil, a.k.a. Ace